- Faglig blog -

Lige mavebøjninger - efter fødsel og ved delte mavemuskler - må man det?

Del 1 


Mavebøjninger efter fødsel delte mavemuskler

Lige mavebøjninger - efter fødsel og ved delte mavemuskler - må man det?

Del 1

Dette oplæg har været under opsejling længe. Mavebøjninger efter fødsel er der mange meninger omkring og vejledningerne “ude i felten” er nok lige så forskellige som antallet af trænere. Den sætning jeg hører oftest ved delte mavemuskler, er “hold dig til de skrå og undgå de lige”, men giver det mening, at holde fast i det?

Jeg forsøger her at give min umiddelbare vurdering, fagligt begrundet med udgangspunkt i den viden, vi har om bindevæv, kerne og bækkenbund. 

Igen i denne uge hørte jeg flg. sætning, som så ofte før: “Jeg har fået af vide af en behandler, at jeg aldrig må lave lige mavebøjninger igen”. 

Bum. 

Nej, det er ikke slut med at lave lige mavebøjninger, for lige præcis den bevægelse skal vi bruge til at komme “normalt” op fra gulvet, fra jorden eller fra vores seng. Ikke mindst i samværet med og i øjenhøjde med vores børn. Det er ikke meningen. at vi skal trille om på siden resten af vores liv, som om vi var gravide eller havde ondt i ryggen. 

At give en masse begrænsninger er med til at fremme den usikkerhed og frygt, der forplanter sig omkring kroppen efter fødsel, men særligt ved delte mavemuskler. Og det hæmmer i høj grad funktionaliteten hos kvinder, der har født. 

Jeg vil i stedet ganske kort argumentere for, at vi alle skal kunne komme lige op fra gulv. Dvs at vi alle skal kunne udføre en lige mavebøjning og alle mulige andre “almindelige” bevægelse efter fødsel. Det skal ske uden frygt og med fokus på at aktivere de dybe stabiliserende muskler, herunder særligt bækkenbunden under bugpresse. På sigt skal stabiliseringen ske fuldstændig automatiseret og i alle vanlige bevægelser. Med rette styrke og rette timing. 

At sige man aldrig kommer til at lave lige mavebøjninger igen, er lidt som at skrive en artikel om at man ikke må lave squat efter fødslen. Har I også læst den? Så risikerer vi at efterlade kvinder, der har født med; “jamen, hvad så når jeg sætter mig på en stol, eller samler min guldklump op fra gulvet. Er det ikke også en squat? Og hvad eller hvornår må jeg så? 

Jeg ønsker heller ikke for mine klienter, at de skal stå til en helt almindelig træning, der motiverer dem, måske 5 år efter at have født, og sige “jeg har haft delte mavemuskler, jeg laver lige noget andet”.

Lad os måske i stedet kigge på hvorfor, hvornår og hvordan vi går igang med den velkendte mavetræning. For mange indebærer det klassiske mavebøjninger, push-ups og fx planke.  

Her er tilpasning og opbygningen netop nøglen til at komme godt igang.

Se Del 2 - “Mavetræning efter fødsel” i næste indlæg.