- Faglig blog -

Ledsmerter efter fødslen - “Ammegigt”

Ledsmerter efter fødslen - "Ammegigt"

Ledsmerter efter fødslen - “Ammegigt”

Ledsmerter efter fødslen er et ganske kendt fænomen. Nogle oplever det periodevis og andre i mange måneder, måske i et år efter fødslen.  

Ledsmerterne opstår ofte af ukendt årsag. Det menes, at de i høj grad kan være hormonelt betinget og deraf har det også fået navnet “ammegigt”, fordi mange forbinder det med den periode, man ammer. Det kan dog også forekomme hos kvinder, der ikke ammer. 

Smerterne kan også skyldes de forandringer, kroppen gennemgår under og efter graviditeten, hvor bl.a. ødemer i kroppen stiger og falder. Det kan påvirke ledvæske og ledbrusk, der ikke i samme grad ernæres optimalt. 

Ofte vil smerterne være mest udtalte i fødder, knæ, albuer og hænder. Det kan være stivhed og smerte. 

Det vil typisk mærkes mere udtalt:

  • om morgenen, når man står ud af sengen - stivhed og ømhed når man træder ned

  • når det er koldt

  • ved igangsætning, eksempelvis efter at have siddet stille

Det kan mærkes ved træning og bevægelse, men ofte også lindres når man kommer igang og kroppen bliver varm. 

I modsætning til andre former for gigt, bliver det ofte ikke værre af bevægelse. Tværtimod. Hvilket også betyder at man ikke skal stoppe med at bevæge sig fordi det er ubehageligt. 


Gode råd ved ledsmerter efter fødslen

  • Varme

  • Kom roligt igang med bevægelse

  • Sov med strømper på, hvis morgensmerter og -stivhed er udtalt

  • Bevæg dig inden for acceptabel smerte, hvor opblussen undgås 

  • Styrke din krop

  • Opsøg vejledning hvis du er i tvivl og ikke synes det mindskes som forventet over tid. 

Vores fysioterapeuter er specialiserede inden for gener i relation til graviditet og fødsel og vejleder gerne i at optimere bevægelse og træning i relation til eksempelvis ledsmerter efter fødslen. 

Bemærk: 

Ledsmerterne kan minde om symptombilledet ved leddegigt, en autoimmun sygdom, der kræver udredning og behandling. Men i langt de fleste tilfælde er det ganske ufarligt og går oftest over af sig selv. 

Der kan også opstå ledsmerter ved infektion i kroppen, brystbetændelse og andre sygdomme. 

Derfor er det også vigtigt, at man opsøger læge, hvis man er alment utilpas, har feber, oplever at det tager til, blusser op, forværres eller ikke går over af sig selv efter 1 års tid postpartum.